Fritidshjemmenes Andelsforening blev dannet i 1986, hvor personalet på Farum´s fritidshjem oprettede en sammenslutning med vedtægter, formand, kasserer, årlig generalforsamling og hvad der ellers hører med i en forening. Det hele blev blåstemplet af Farum Kommune.
I årene forinden havde fritidshjemmene arbejdet sammen på kryds og tværs omkring fælles arrangementer, men ved oprettelsen af Andelsforeningen kom de pædagogiske tiltag og økonomien i mere faste rammer.
Fritidshjemmenes Andelsforening blev en forening med et formaliseret samarbejde mellem samtlige institutioner, der har børn i alderen 5, 10 år og som har driftoverenskomst med Furesø kommune. I 2024 er der 7 fritidshjem/FFO'er med ca. 1200 børn i foreningen.
Andelsforeningen har til formål:
- at fremme samarbejdet mellem fritidshjemmene til fordel for børn, personale og forældre
- at styrke børnene i at begå sig socialt og omsorgsfuldt i sammenhæng med mange børn
- at styrke interessen for naturen og det nære, der er i Farum
- at udvide kendskabet til hinanden
- at synliggøre fritidshjemmenes pædagogiske arbejde overfor kommunens borgere, politikere og forvaltning.
- at åbne mulighed for fælles indkøb af større ting.
På den årlige generalforsamling vedtages, blandt meget andet, næste års arrangementer og datoer sættes i kalenderen.